Minitennis giver god kontakt til spillerne
I Rødekro Tennisklub har de succes med minitennis, der spilles indendørs og med skumgummibolde i vinterhalvåret. Flere og flere klubber gør som Rødekro og tilbyder minitennis – også fordi det giver kontakt til spillerne hele året.

Foto: Sonnich Jensen (arkiv)
Minitennis gør dig til en bedre spiller både indendørs og udendørs. Og så er det sjovt.
Den yngste er 9 år, og den ældste er 69. Minitennis i Rødekro Tennisklub tiltrækker alle aldersgrupper, men nej, de er ikke i gang samtidig.
Minitennis er nemlig så stort i den sønderjyske klub, at der er tilbud om minitennis både tirsdag og lørdag. I alt 40 børn og voksne er med.
»Der er nogle, der griner lidt af minitennis, fordi det foregår på en badmintonbane og med en skumgummibold. Men det er rigtig sjovt, og det giver god motion,« siger Henning Thomsen, der er formand for Rødekro Tennisklub.
Tennis hele året
I Danmark er den udendørs tennissæson traditionelt ret kort, for vejret giver kun mulighed for udendørs spil fra maj til september. Minitennis har den fordel, at klubben har kontakt med spillerne hele året og kan være med til at sikre, at børnene ikke hopper over til håndbold eller badminton.
»Vi har også fåret nemmere ved at få nye børn til at starte med tennis, for det er nemmere at spille minitennis end tennis,« siger Henning Thomsen.
Mere om minitennis
Læs mere om, hvordan minitennis gør dig til en bedre spiller i
DGI's magasin Udspil i januar 2012
Det gør dig til en bedre spiller
Minitennis spilles med skumgummibolde, og de er lettere at styre end almindelige tennisbolde. Det gør, at du kan holde spillet i gang i længere tid.
Fordi du får mange slag, så bliver du bedre teknisk. Og når bolden kommer nemmere over nettet, så har du overskud til at tænke taktisk og f.eks. beslutte, hvor den næste bold skal spilles hen.
Derfor kan man sige, at minitennis gør dig til en bedre spiller – både indendørs og udendørs.
Desuden er minitennis rigtig god konditionstræning, for spillet holdes i gang i længere tid, og du bruger ikke så meget tid på at hente bolde som på de udendørs baner.
Minitennis i flere og flere klubber
I DGI tennis er der flere og flere klubber, der får minitennis på programmet. Og det glæder formand for DGI tennis, Mogens Spangenberg. Han fremhæver, at minitennis især er godt for børn og begyndere, fordi man i minitennis har mere magt over bolden.
»Du har mere glæde af at spille tennis, når du kan styre spillet. På en måde kan man sige, at du kan bruge minitennis som en genvej til at få spillet til at fungere,« siger Mogens Spangenberg.
Brænder for minitennis
I Rødekro Tennisklub har de haft minitennis i 20 år, og formand Henning Thomsen tøver ikke med at anbefale det til andre klubber.
»Jeg synes det er synd, at der ikke er flere klubber med minitennis. Men det kræver jo både, at man kan få haltider, og så at der er nogle, der tænker tanken og brænder for det. Der har vi været heldige, for vi har virkelig haft nogle, der har brændt for minitennis,« siger han.
Og sådan er det stadig – at de brænder for minitennis i Rødekro. Faktisk er der nogle af de voksne, der ikke har nok i at spille minitennis de to gange om ugen, klubben har haltid, så de har på privat basis lejet en hal en ekstra aften. For at spille endnu mere minitennis.
Opdateret 18. januar 2012 Af Majbritt Lykke AndersenEjer: Kommunikationsafdelingen